Maskindag på Tekstilmuseet i vinterferien

Maskindag

Kom og hils på museets yngste og nyeste maskine. Shima Seika er fra 1990-generationen af elektroniske strikkemaskiner. Teknologiske fremskridt gjorde det muligt at lave maskiner, der næsten kunne strikke færdige trøjer. Ligesom virksomhederne skulle omstille sig for 30 år siden, skal vi nu på museet lære den nye teknologi at kende!

 

Mød også Jesper Juul, der drev og ejede Topsi Strik i Ikast, hvorfra vi har fået den nye maskine. Sammen med tidligere medarbejdere, vil han fortælle om fabrikkens historie og maskiner. Topsi Strik var én af de sidste fabrikker i Ikast, der havde fuld produktion med både strikkemaskiner og syersker.

 

På maskindagen kan du selvfølgelig også se museets andre historiske maskiner, systuen og de nyåbnede særudstillinger. Du kan møde museets entusiastiske frivillige, der hver uge passer maskinerne på museet.

 

Museets inspektør Kristine Holm-Jensen vil afholde mini-rundvisninger. I Værkstedet kan børn og voksne deltage i tekstile aktiviteter.

 

31.03.2019

Kl. 11.00-15.00

Pris: 75,-

Tekstilmuseet

Vestergade 20, 7400 Herning