På vandring gennem Hernings historie byvandring

På vandring gennem Hernings historie

Mød fortiden der, hvor den fandt sted, når eksperter fra Midtjyllands Museum tager dig med på fire byvandringer gennem Hernings historie. Vi starter i 1800-tallet og følger byens udvikling fra hedebønder til det Herning, vi kender i dag – både de store linjer og de små sjove historier og deltajer.

 

På turene gennem byen skal vi bl.a. høre om, hvordan Herning opstod, fordi den jyske hede blev opdyrket, og et tinghus blev anlagt. Vi skal høre om hedebøndernes husflidsproduktion af strømper, der udviklede sig til en hel tekstilindustri, som senere blev definerende for det moderne Herning som Danmarks tekstilmekka. Og så skal vi besøge en lejlighed i Herning under besættelsen, hvor du kan blive budt på en kop erstatningskaffe.

 

 

Program:

 

Hernings fødsel

I starten af 1800-tallet var Herning blot en lille landsby med ganske få indbyggere. I 1827 anlægges der imidlertid et tinghus på en markvej øst for den gamle landsby. Dette blev startskuddet til en ny og hurtigt voksende by med industri og moderne infrastruktur.

 

Fra hedebønder til tekstilindustri

Midtjylland med Herning som centrum er blevet kaldt Danmarks tekstilmekka. For at forstå denne position er det nødvendigt at kigge tilbage på den husflidsproduktion af strømper m.m., der fandt sted hos de fattige hedebønder. Denne produktion udviklede sig efterhånden til en hel tekstilindustri, som vi på denne tur skal se eksempler på.

 

Herning under besættelsen

Kom med på en tur gennem det besatte Herning. Vi opsøger forskellige lokaliteter fra krigens tid. Turen slutter i besættelseslejligheden i Historiens Hus, hvor vi serverer en kop erstatningskaffe.

 

Det moderne Herning

Tekstilmesserne samt oprettelsen af en egentlig tekstilskole var begge tiltag, der var med til at definere det moderne Herning i midten af det 20. århundrede. Vi ser også nærmere på midtbyens tekstilfabrikker, og på Th. Nielsens Gade indtager vi et stykke chokolade af en speciel historisk årsag.

 

Byvandringerne arrangeres i samarbejde med Folkeuniversitetet. Tilmelding skal ske via Folkeuniversitetets hjemmeside.

 

 

Obs: Arrangementet er udsolgt!

09.05.2019 - 30.05.2019

Kl. 16.30-18.00

Pris: Udsolgt

På vandring gennem Hernings historie

Forskellige lokationer i Herning

Beklager, men denne begivenhed er overstået