Gratis entré for unge under 27
Er du under 27 år gammel? Så kan du fra mandag d. 7. september til søndag d. 13. september 2020 få gratis adgang til 70 museer og udstillingssteder over hele landet – og herunder også Tekstilmuseet og Herningsholm Museum.
I september løber festivalen Golden Days af stablen i hele landet og Museum Midtjylland er med i den sideløbende del af festivalen, der hedder K7. Det landsdækkende initiativ K7 udspringer direkte af årets tema, der under titlen ’Forever Young’ undersøger ungdom som fænomen, følelse og fase.
I hele uge 37 kan alle unge under 27 dermed tage sine venner under armen og få en solid kulturindsprøjtning efter flere måneder med lukkede museer over hele landet. K7 følger op på en sommer, hvor en række museer har tilbudt halv pris på entreen med stor succes, men initiativet er målrettet specifikt til den yngre målgruppe, hvor prisen har en stor betydning.
Ambitionen med K7 er at gøre de danske kulturinstitutioner mere tilgængelige for et ungt publikum, og det er en åben invitation til alle unge, der tilbyder nye kulturoplevelser og i bedste fald kan gøre kulturoplevelserne til en mere spontan aktivitet hos unge mennesker.
Det eneste, man skal gøre, er at troppe op på museet og medbringe billed-id.
Museum Midtjyllands tre andre besøgssteder: Frilandsmuseet Herning, Klosterlund Museum og Vester Palsgaard Skovmuseum, kan som sædvanlig besøges med gratis entré.