Ny udstilling på Klosterlund Museum
Den 9. oktober åbner vi en ny permanent udstilling på Klosterlund Museum. Udstillingen sætter fokus på hvordan stenalderjægerne levede i området omkring Bølling Sø for tusindvis af år siden.
Museum Midtjyllands arkæologiske udgravninger har siden 1930’erne afdækket sporene fra nogle af Danmarks første beboere, som levede og interagerede med naturen i området for 12-9.000 år siden. En ny udstilling på Klosterlund Museum bringer nu historien om livet blandt de allerførste stenalderjægere frem i lyset!
HOT SPOT I JÆGERSTENALDEREN
De arkæologiske spor har vist, at Bølling Sø var et hot spot i jægerstenalderen! Allerede efter istidens afslutning for 11.500 år siden dukkede de første rensdyrjægere op ved søen. I årtusinderne derefter blev området flittigt brugt af jæger-samlere, der levede i små grupper på evig vandring og udnyttede landskabets muligheder fuldt ud. Nogle steder besøgte de kun ganske kortvarigt, men de bedste steder vendte de tilbage til igen og igen.
Historien om stenalderjægerne ved Bølling Sø er historien om vores tidligste ophav. Det er også fortællingen om tråde, der forbinder nutiden med den fjerneste fortid på en helt konkret måde gennem et ganske særligt landskab. Udstillingen på Klosterlund formidler, hvordan livet udfoldede sig blandt de tidligste beboere i på netop dette sted. Samtidig det udstillingens formål, at gøre fortællingerne fra fortiden, levende og relevante for de mennesker, som besøger stedet og landskabet i dag.
EN VIGTIG HISTORIE VAR UFORTALT
Faktisk blev Klosterlund Danmarksberømt i 1937 som findestedet for de allerførste spor af mennesker i landet. Siden er der dukket endnu ældre fund op, men det ændrer ikke på områdets status som en lokalitet af national betydning, når det kommer til stenalder.
Den vigtige historie har ikke været tilgængelig for publikum i mange år, og nogle af de arkæologiske fund har aldrig før været udstillet. I den nye udstilling kommer vi i øjenhøjde med stenalderjægerne, der var eksperter i naturen og specialister i søens muligheder som spisekammer.
Udstillingen skal vise vores fascinerende, arkæologiske fund på netop det sted, hvor de er fundet, og koble fundene til de mennesker af kød og blod, som levede og jagede i området i den tidligste stenalder.
Og så er der et helt særligt område til børn og barnlige sjæle, hvor sanserne får lov at komme i spil.
FORSKNING OG LOKALT ENGAGEMENT
Museets arkæologer har sørget for kvalitetssikringen af det faglige indhold, mens museets frivillige – en gruppe på 12 uddannende håndværkere – har stået for opbygningen af udstillingen.
Ikast-Brande Kommune og Klosterlund Museumsforening har givet gavmild støtte til projektet. På den måde går solid forskning og lokalt engagement hånd i hånd og forenes i Klosterlund Museums nye udstilling.