Særudstilling
Tekstilmuseet præsenterer endnu en særudstilling i udstillingsrækken ’Glimt fra museets samlinger’. Denne gang kigger vi nærmere på hoser og stunthoser.
I udstillingsrækken ‘Glimt fra museets samlinger’ viser vi højdepunkter fra Museum Midtjyllands imponerende samling af tekstiler, og publikum inviteres til at gå på opdagelse i de genstande, som fortidens midtjyder har haft mellem hænderne. Eller i dette tilfælde: på benene og fødderne. Vi stiller skarpt på en lille del af samlingen og skifter efter et halvt års tid til et nyt emne.
HOSER FRA HEDEN
Siden 1600-tallet har midtjyderne strikket og solgt uldvarer. De hoser, der blev strikket på heden, har været både til eget brug og til salg. Udover hoser fandtes der også stunthoser – den fodløse strømpe.
De udstillede genstande dannede i efteråret 2022 rammen for en række workshops. Her fik nogle entusiastiske strikkere muligheden for at nærstudere hoserne, og gå i dybden med strikketeknikker og detaljer. Resultaterne heraf kan også ses i udstillingen.
Udstillingen kan opleves på Tekstilmuseet frem til 28. april 2024.