Er du vild med at strikke, hækle og andet tekstilt håndværk? Så kom og vær med i Museum Midtjyllands tekstile studiegruppe.
Her arbejder vi i fællesskab på at blive klogere på de historiske tekstiler fra museets samling – og vi eksperimenterer med forskellige teknikker!
Vi arbejder mest med strikkede genstande, men også hæklede og broderede m.m. Vi laver typisk prøver på teknikker for at sammenligne med det originale tekstil og for at finde ud af, hvordan det er lavet, men vi læser også faglitteratur og diskuterer den.
Vores arbejdsmetode i de fem workshops er, at vi sammen undersøger genstandene og forsøger at rekonstruere dem. Der er ingen facitliste og deltagerne skal være eventyrlystne og klar på at eksperimentere.
I efteråret skal vi i studiegruppen beskæftige os med prøveklude, herunder meget fint strikkede og hæklede prøveremser fra håndarbejdsinspektør Anna Næsgaards samling. De strikkede prøveremser er udført mellem 1835 og 1892 i meget tyndt garn på meget tynde pinde.
Om Anna Nærgaard
Håndarbejdsinspektør Anna Næsgaards var oprindeligt fra Holstebro men flyttede som 31-årig til København, hvorefter hun fik stor indflydelse på håndarbejdsfaget i skolevæsnet og inden for aftenskole- og højskolebevægelsen. Hendes virke var så omfattende og særligt, at hun modtog titlen som ridder af Dannebrogordenen i 1956, året efter sin afgang som håndarbejdsinspektør.
På museet har vi en stor samling af hendes modeller og indsamlede genstande, som hun har brugt i håndarbejdsundervisning. Der er mest strik i samlingen, men det bliver også muligt at undersøge genstande der er hæklede, broderede, filerede, orkerede osv.
Undervejs kommer vi også til at tale om håndarbejdsundervisningens dannelsesperspektiver – altså hvilken kvinderolle man ønskede at forme pigerne til.
Der er fem workshops i forløbet, og de finder sted d. 30. august, 20. september, 11. oktober, 8. november & 6. december, kl. 17-20 på Tekstilmuseet.
30.08.2023
Kl. 17.00-20.00
Pris: 620 kr. for alle fem mødegange
Vestergade 20, 7400 Herning