Herningsholms ejere og de danske konger

Josua von Qualen (ejede Herningsholm 1579-1684)

Da den holstenske adelsmand Josua von Qualen (ca. 1528 – 1585) anlagde Herningsholm i 1579 blev den noget af et særsyn på egnen. Modsat andre herregårde i Midt- og Vestjylland blev Herningsholm nemlig anlagt som et decideret fæstningsanlæg med volde og forsvarsbastioner.

Hvorfor von Qualen valgte at befæste sin nye herregård vides ikke med sikkerhed, men det var meget usædvanligt for tidens byggeri blandt adelsmænd. Måske var det pga. sine store krigserfaring, ikke mindst fra Syvårskrigen mod Sverige i 1563 – 1570, hvor han havde tjent som Frederik den 2.’s ritmester. Von Qualen havde samlet næsten 500 ryttere under sig til at gå i krig for kongen, som efterhånden kom til at skylde von Qualen mange penge. Han var derfor på god fod med kongen.

Befæstningen af Herningsholm kan derfor muligvis have været led i en aftale med Frederik den 2., men det vides ikke med sikkerhed.

Herningsholm var i slutningen af 1500-tallet den eneste befæstede herregård i Midtjylland. Ikke blot hovedbygningen med sidefløje, men også ladegården med lade og stalde blev opført inden for voldene, hvilket også var meget usædvanligt. Befæstningen bestod af en 11 meter bred vandgrav og 2,5 meter høje volde. De fire skæve og fremskudte bastioner i hvert af hjørnerne målte op til 13 meter i grundplan. Hver bastion var udstyret med to eller flere malmkanoner. Kanonerne havde til formål at forhindre fjenden i at forcere voldgraven og storme voldene. Til at betjene kanonerne havde von Qualen sit private vagtværn på 16 ryttere, der kunne forsvare herregården i tilfælde af krig eller anden uro.

Voldanlægget målte 150 meter fra øst til vest og 70 meter fra nord mod syd. Det gav et indvendigt areal på mere end 1 hektar, hvilket var på størrelse med tidens stærkeste og mest moderne fæstning på Kronborg.

Herningsholm var et topmoderne anlæg, og på den jyske halvø kunne kun fæstningen ved Rendsborg måle sig i styrke med den midtjyske herregård. Og i den spændte tid efter Syvårskrigens afslutning var Herningsholm i den grad klar til at forsvare Jylland, hvis der brød krig løs i det nordlige Tyskland.

Siegfrid von Rindscheid (ejede Herningsholm 1584-1609)

Herningsholms grundlægger Josua von Qualen var omkring 40 år ældre end sin kone Magdalene Munk. Deres ægteskab blev derfor kort, og Magdalene arvede ved von Qualens død i 1585 al Herningsholms gods og guld. Der gik dog ikke lang tid før en ny og ung bejler gjorde tilnærmelser til enkefruen. Denne bejler var friherren Siegfrid von Rindscheid, der udsprang fra en lille adelsslægt fra Steiermark i Østrig. Ved deres bryllup året efter bragte Magdalene sit samlede arvegods ind i ægteskabet med Rindscheid, der var en fattig, men meget pragtlysten adelsmand. Men med den østrigske friherres indtog på Herningsholm indledtes den mest spektakulære del af herregårdens historie, der fandt sin dramatiske afslutning godt 20 år senere. For knapt havde Rindscheid trådt sine første skridt på den midtjyske hede, før han havde gjort sig uvenner med standsfæller, fæstebønder, tjenestefolk, præster, biskoppen i Ribe og til sidst selveste kongen. Og langsomt, men sikkert præsterede han at sætte sin kones formue overstyr og forsømme herregårdens landbrug.

Levemanden Rindscheid

Rindscheid var en levemand, der satte stor pris på fest, mad og drikke og som lod sig omgive med stor pragt. Hvad drikkegilder angik fulgte han tidens skik, og han indbød tit til vilde og overdådige jagtselskaber, hvor vinen flød. Han var klædt mere end standsmæssigt, og i hans betragtelige og fornemme garderobe fandtes flotte hatte, smykker og andre dyre beklædningsgenstande. En kostelig samling af sølvtøj fik han også snart anskaffet sig, og hans manerer var så fornemme, at han spiste med sølvske og gaffel flere år før Christian den 4. anskaffede sig en gaffel.

En sådan levevis kunne Herningsholms økonomi naturligvis ikke bære i længden. For at få råd til denne prægtige levevis begyndte Rindscheid derfor at optage lån og sælge ud af gods og værdigenstande, hvoraf mange af disse var hans kones personlige ting. Hans bortødslen af gods og penge betød at han gradvist, men sikkert mistede kontrollen med godsets økonomi, og køen af kreditorer blev stadig længere.

Den tyranniske herremand Rindscheid

Efterhånden som tiden gik, blev Rindscheid imidlertid afsløret som en tyran, der behandlede sine bønder og tjenestefolk med brutalitet, vilkårlighed og eksplosive raserianfald. Han kom hurtigt i konflikt med de lokale bønder, og stridighederne førte efterhånden til overgreb fra herremandens side. Også tjenestefolkene fik Rindscheids vrede at føle, hvad enten det så var i form af slag med ridepisken eller andre modbydeligheder. Engang slog han en af sine tjenestefolk i hovedet med en kobberkande, der gav ham en flænge og et evigt ar fra munden op til øret. Også Magdalene fik ved adskillige lejligheder sin mands hidsige temperament at føle. Under en rejse blev han så vred, at han slog hende gul og blå med en tintallerken. Årsagen var, at Magdalene blot havde sagt, at han ikke behandlede sine tjenestefolk ordentligt.

Rindscheids brutale opførsel betød, at tjenestefolkene flygtede, og herregården lå efterhånden nærmest øde hen. Konsekvensen heraf var, at hverken markerne, dyrene eller bygningerne blev passet, og Herningsholms økonomiske fundament vaklede så meget, at Rindscheid hele tiden måtte ud at låne flere penge. Herningsholm var i Rindscheids tid ikke, hvad den havde været, da Josua von Qualen anlagde den. Den private hær på 16 mand var i 1609 reduceret til blot en enkelt rytter, og herregårdens stilling som stærkt bemandet fæstning var nu mere af navn end af gavn.

I konflikt med kirke og biskop

Som adelsmand på en større herregård var Rindscheid af den opfattelse, at han burde have kaldsret, dvs. retten til at besætte kirkelige embeder, i de kirker, der lå inden for Herningsholms godsbesiddelser. Dette skulle snart føre til konflikter med de lokale menigheder.

I Sunds kirke, der lå under Herningsholms godsområde, havde den daværende præst pga. druk, slagsmål og andre ugerninger kastet håndklædet i ringen i 1596. Den lokale menighed fandt hurtigt frem til en afløser, som blev sendt til Ribe for at blive ordineret af biskoppen. Under denne proces havde Rindscheid været på udenlandsrejse. Men da han vendte tilbage erklærede han prompte præstevalget for ugyldigt. Han lagde sågar sag an mod biskoppen, men tabte den med et brag.

Også menigheden i Rind og Herning, der udgjorde ét pastorat, fik Rindscheids uberettigede magtbegærlighed at føle. En indsættelse af en ny kapellan førte hurtigt til en konflikt, der inddrog både den lokale præst, biskoppen i Ribe og selveste kongen. Konflikten blev efterhånden hurtigt optrappet fra Rindscheids side, og da han ikke fik medhold i sin sag, nægtede han i sin egenskab af kirkeværge at udlevere nøglen til kirken til præsten og menigheden. Dette betød, at præsten i flere måneder måtte prædike og døbe børn på kirkegården, i våbenhuset eller i Herning by. Og selvom striden endte med et forlig i 1606, var der gravet en dyb grøft mellem Rindscheid og den kristne menighed.

Konen klager til kongen

Efterhånden var bægeret fuldt, og Magdalene havde fået nok af sin hustyran. Efter sigende skulle han under tiden også have påført hende kyskhedsbælte, når han var ude at rejse (Museet har pt. et kyskhedsbælte udstillet, udlånt af Ringkøbing Fjord Museer, som muligvis er det pågældende. Læs mere her). Hun kunne heller ikke længere se gennem fingre med, at Rindscheid bortødslede både gods og penge og solgte ud af herregårdens værdigenstande.  Nu ville hun atter være herre i eget hus og have sin mand umyndiggjort. I 1608 søgte hun tilflugt hos sin søster, og herfra skrev hun sin nød Christian den 4. og bad majestæten om atter at skaffe sig ret til sit arvegods. Men Rindscheid følte sig krænket og fornærmet; for ikke blot havde hans kone forladt ham. Hun havde oveni købt været så fræk at klage til kongen. Men herremandens uforsonlighed påkaldte sig kongens vrede, og Christian den 4. tog fra da af Magdalenes parti i sagen. Kongen endte med at give Magdalene medhold i klagen over sin mand, og hun opnåede igen fuld rettighed over Herningsholm gods samt tilladelse til at sælge værdigenstande for at indfri diverse gældsbreve.

Afgørelsen gjorde dog blot Rindscheid endnu mere vred og fornærmet, og stik imod kongens afgørelse drog han mod Herningsholm, hvor han sparkede døre ind og forsynede sig med hvad der var tilbage af gods, guld og korn. Efter dette optrin var der ikke andet for kongen at gøre end at bede lensmanden anholde den ustyrlige herremand Rindscheid.

Dommens dag

Retssagen mod Rindscheid var ikke særligt indviklet, og der var næppe nogen tvivl om udfaldet, da den kom for kongens retterting i 1609. Han havde på forhånd trukket det korteste strå, da han var blevet uvenner med utallige. Der lå mange klare vidneudsagn imod ham, og dommens budskab var klart: Siegfrid Rindscheid dømtes for at have udøvet ugudelige og tyranniske gerninger mod bønder og kirkens mænd, for slet ikke at tale om den modvilje, han havde udvist over kongen.

Skønt de mange anklager mod Rindscheid blev han hverken dømt for drab eller majestætsfornærmelser. Der kunne derfor ikke fældes en dødsdom over den østrigske friherre. I stedet blev han idømt livsvarigt fængsel. Resten af sine dage kom Rindscheid derfor til at tilbringe i statsfængslet på Dragsholm Slot, der gennem tiden havde huset mange prominente adelige og gejstlige fanger.

Vi har desværre ingen malerier af Von Rindscheid, men her ses hans våbenskjold.

Christian Rantzau (ejede Herningsholm 1627-1663)

Herningsholms jordbesiddelser blomstrede og nåede et højdepunkt i den første halvdel af 1600-tallet, hvor herregården var i hænderne på den adelige Rantzau-familie fra Holsten. Godsets størrelse voksede ikke mindst under rigsgreve Christian Rantzau (1614 – 1663), så det nu talte 140 bøndergårde fordelt på 16.000 tdr. land. De mange gårde var fordelt i 11 sogne, og fra Herningsholm var der hele 25 kilometer til den fjernest liggende fæstegård.

Med talrige herregårde i både Danmark og Holsten var Christian Rantzau ubetinget rigets største godsejer, og Herningsholm blev det administrative centrum for alle hans midtjyske godser. Han blev som sin far udnævnt til kongens statholder i hertugdømmerne, og Christians enorme rigdomme i gods og penge gav ham så megen politisk indflydelse, at han blev rigets næst mægtigste mand efter kongen. Den 25. november 1648 modtog han Elefantordenen af Frederik den 3. I 1650 opnåede han også at blive udnævnt til rigsgreve af den tysk-romerske kejser. Han var gift med Dorothea Brockdorff.

En fårefarm på Sunds hede – tekstilproduktionen på Herningsholm i 1600-tallet

Christian Rantzau var en dygtig landmand og fortsatte med at forbedre den studedrift, som herregårdens landsbrugsdrift var bygget op omkring. Men Christian så også store muligheder i at udnytte egnens vidtstrakte hedearealer til uldproduktion. Dette blev nogle af de første skridt mod en organiseret tekstilproduktion i Midtjylland.

Til Herningsholm gods hørte gården Nygård, der lå på Sunds hede ca. 10 km nordøst for herregården. Nygård havde hele 3000 tdr. lande hede, og gården var målt i areal en af Danmarks største. De lyngrige heder var som skabte til fåreavl, og i 1638 anlagde han derfor en større fårefarm, et såkaldt schæferi, på Nygård, der skulle forsyne Herningsholms fæstebønder med uld til strikning.

Schæferiet på Nygård kom til at bære navnet Skåphus, der er en blanding af det midtjyske ord for får, skåp, og den tyske betegnelse for et fårehus: Schafhaus. Da Skåphus var et forholdsvis stort landbrug sad der på gården heller ikke en almindelig fæstebonde, men derimod en forpagter. Og for at komme ulveplagen på den store hede til livs, fik Christian også ansat en hyrde til at holde ulvene på afstand.

Kunsten at strikke en strømpe

Kunsten at strikke at strikke i traditionel forstand var en ny teknik, som i slutningen af 1500-tallet var nået til Nordeuropa. Samtidig begyndte flere herremænd, som fx, Christian Rantzau, for alvor at interessere sig for at lære deres fæstebønder at strikke strømper og andet uldtøj. Bønderne fik enten rede penge for deres færdigstrikkede uldvarer, eller også blev strikkeriet udført som en form for hoveriafgift – det såkaldte hovspind – til herremanden. Uanset hvad var det uden tvivl med god fortjeneste, at Christian Rantzau kunne videresælge uldvarerne, bl.a. til Tyskland.

Herningsholms fæstebønder mestrede strikketeknikken godt. Allerede i 1639 kunne Christian Rantzau lade sin foged sende en stor portion uld på næsten 100 kilo fra sit holstenske gods Breitenburg. Dette skulle være et supplement til den uld, der kom fra fårefarmen på Skåphus. Senere skulle flere områder i Vestjylland også blive storleverandører til uld til Hammerum herred.

Det var dog først i den sidste del af 1600-tallet, at bøndernes bearbejdning af ulden for alvor tog fat. Men da udviklede det sig også til bøndernes vigtigste bierhverv, som senere blev grundlaget for 1800-tallets industrialiseringsbestræbelser.

Et håndgribeligt minde om Herningsholm storhedstid under Christian Rantzau kunne længe efter hans død betragtes af de lokale kirkegængere. I Hernings gamle kirke, der blev revet ned i 1887, lod Rantzau omkring 1650 dette glasmaleri indsætte i skibet tæt ved prædikestolen. Glasmaleriet bærer det rantzauske våbenskjold med en gående løve.

Initialerne CGZR til venstre henviser til Rantzaus titel af Rigsgreve (Christian Graf zu Rantzau), mens initialerne til højre tilkendegiver at han var herremand på Breitenburg gods i Holsten samt at han var slået til ridder (Herr auf Breitenburg, Ritter). Elefantordenen, som Rantzau modtog af kong Frederik den 3. i 1648, er udstillet på Herningsholm Museum.

Hans Adolph von Hielmcrone (ejede Herningsholm 1751-1959)

Den samfundsgruppe, der kaldes adelen, opstod i middelalderen og var en form for belønning og ophøjelse af kongens mest trofaste krigere. I våbenskjoldene ser man ofte hjelm og skjold, der netop henviser til adelens oprindelige funktion som kongens beskytter.

Indtil indførelsen af enevælden i 1660 havde disse gamle adelsslægter, også kaldet uradlen, haft monopol på at måtte eje herregårde. Denne eneret fjernede den enevældige konge, og det blev nu muligt for ikke-adelige borgere at erhverve sig herregårdsgods.

Enevælden betød også, at kongen kunne adle, hvem han ville. Mod betaling kunne borgere med penge på lommen nu erhverve sig en adelstitel, og beviset på denne titel blev givet i form af et adelsbrev eller adelspatent fra kongen. Denne nyadelige godsejerstand blev også kaldet brevadelen.

Det kom ikke til at skorte på salg af adelspatenter fra de enevældige kongers side. Af de familier, der i 1700-tallet ejede Herningsholm, opnåede hele fire at blev brevadlet

Hielmcrones adelspatent (1757)

Den 19. august 1757 blev Hans Adolph Høgh (1689-1773), der ejede Herningsholm i perioden 1751-1759, brevadlet af Kong Frederik den 5. Adlingen betød, at han og hans familie fremover måtte kalde sig Von Hielmcrone. Symbolet og beviset på slægtens ophøjelse til adelsmænd bestod af dette adelspatent, som i 2013 blev givet som gave til Museum Midtjylland af efterkommere til Hans Adolph von Hielmcrone.

Modsat den gamle uradel kunne de nye adelige ikke nødvendigvis videreføre arvretten til deres børn, med mindre det specifikt var nævnt i adelspatentet eller andre dokumenter. I von Hielmcrones adelspatent står der dog udtrykkeligt, at arveretten går videre til hans børn og livsarvinger. Derfor er Von Hielmcrone-slægten stadig adelig.

Hans Adolph von Hielmcrones adelspatent fra 1757 er udstillet på Herningsholm Museum.

Uldhandlerpas og forordningen af 1741

Siden første halvdel af 1600-taller har befolkningen i Midtjylland været beskæftiget med at forarbejde og afsætte uldvarer til resten af landet og udlandet. Produktionen skete ude hos områdets beboere som et supplement til indtægterne fra landbruget. Den lokale opsamling skete dels gennem områdets godser, bl.a. Herningsholm, dels gennem lokale opkøbere, der sørgede for den videre distribution af varerne til ind- og udland. Det er en af disse lokale kræmmere, som Steen Steensen Blicher behandler i sin berømte novelle Hosekræmmeren.

Opkøberne solgte videre til danske købstæder og eksporterede til udlandet. Lokale, unge bondesønner begyndte omkring 1680 at drage til København for som uldkræmmere at videresælge varerne fra hjemegnen. De unge midtjyder var dog med til at skabe splid i byen. Der var ret strenge regler, fordi det var et kongeligt privilegium at sælge tøj. Derfor klagede klæderhandlernes laug over det til kongen. Det krævede nemlig, at man havde en tilladelse, før man måtte sælge sine tekstiler. I 1741 udstedte Frederik den 5. en kongelig forordning der betød, at de midtjyske uldhandlere nu frit kunne forhandle deres uldvarer, når blot de forinden havde indløst et såkaldt uldhandlerpas hos politimesteren i deres hjemegn.

Er du lærer i udskolingen? Så se mere om vores forløb ‘Magtfulde herremænd og husfruer’ her. I forløbet kommer vi ind på nogle af historierne som er beskrevet på denne side, om magtforhold og den historiske udvikling fra adelsvælde til enevælde.