Klosterlund Museum
Klosterlund Museum åbner for sæsonen d. 1. april, og vi har fået besøg af en trold!
Thomas Dambos trold, Lomme Ulrik, lander på Klosterlund Museum, når vi åbner op igen for sæsonen 1. april.
Her står han klar til at hilse på dig, og han bliver rigtig glad, hvis du tømmer dine lommer for fnug. For Lomme Ulriks mission er at rejse rundt i Danmark for at samle lommeuld nok til at lave en sweater.
Lomme Ulriks ’far’ er kunstneren, Thomas Dambo, der er kendt for sine kæmpestore trolde af genbrugstræ, som skjuler sig i naturen. Hen over de senere år er det blevet mere og mere populært at tage på troldejagt og besøge de fascinerende skjulte kæmper, der nu befinder sig i 20 lande fordelt på fem kontinenter i hele verden.
Men der er også en dybere mening med troldene ifølge Thomas Dambo, der i 2011 sagde sit job op for at blive kunstner og følge sin mission om at vise verden at smukke ting kan skabes af affald. Thomas giver nyt liv til ellers kasserede materialer ved at forvandle dem til kunstværker.
Lomme Ulrik kommer vandrende fra Museum Give, hvor den har været på vinterferie, og kan besøges gratis fra 1. april til 1. juni. Ved adgang til museets udstillinger betales almindelig entré.
Klosterlund Museum er åbent tirsdag-torsdag & lørdag-søndag, kl. 11-16 fra 1. april.
Når museet åbner 1. april kan man også opleve en fotoudstilling af alle de søde vintertrolde, som blev lavet i vinterferien på museet.