Gå- og cykelrute
Den 3. juli åbner en ny vandresti, ‘Brydningstiden’, i Ørre. Oplev historien om de store forandringer lokalområdet gik igennem fra 1870 til 1900.
‘Brydningstiden’ er første etape af kulturprojektet ‘De fire hjørnesten’ og er anlagt i samarbejde mellem Sinding-Ørre Borgerforening, Lokalhistorisk Arkiv Sinding-Ørre, Herning Kommune, KOMO A/S, historiker Charlotte Lindhardt og Museum Midtjylland samt velvillige, private lodsejere. Projektet har fået støtte af Herning Kommune.
Brydningstiden dækker perioden 1870 til 1900, hvor Ørre sogn undergik store forandringer. I 1870 var Ørre et fattigt hedesogn med store forskelle mellem de fattige i fattigkolonien Sammelstedby og de rige gårdmænd langs åerne. De religiøse retninger med grundtvigianere, indremissionærer og dømmere stod stærkt mod hinanden og var bl.a. årsagen til, at Ørre inden for én uge i 1889 fik både forsamlingshus og missionshus. Samtidig var det en tid, hvor St. St. Blicher allerede havde skrevet om Kjeltringeballet, og hvor Evald Tang Kristensen stadig gik rundt og indsamlede sagn, folkeeventyr og viser.
Der var mange gode kræfter til stede, blandt andet præsten Enevold Terkelsen, afholdsapostelen Ole Nielsen Nygaard og skolelæreren Iver Holmgaard, som prægede egnen med nye foreninger, foredrag og oplysning. Omkring 1900 var Ørre et forandret sogn. Heden var ved at blive opdyrket, der var kommet plantager, og ungdommen havde opdaget muligheden for uddannelse og social mobilitet.
‘Brydningstiden’ dækker over flere ruter fra 2 km til 18 km og kan benyttes af gående og cyklende.
Alle ruter er markerede med skilte, og undervejs er det lytte til lydhistorier, hvor nogle af Ørres afdøde personligheder ”lægger stemme” til fortællingerne. Blandt dem er gårdejer og forfatter Konrad Understrup, præsten Enevold Terkelsen og Johanne Tygesdatter fra fattigkolonien i Sammelstedby. Alle lydhistorierne er produceret af Sunds-firmaet KOMO A/S og indtalt af professionelle.