Åben tørvegravning i Knudmosen i Herning

Åben tørveudgravning i Knudmosen

Den 23. august vil Museum Midtjyllands arkæologer afprøve nogle af jernalderens arbejdsredskaber. Vi vil prøve dem, hvor de er fundet, nemlig i tørven i Knudmosen. Alle er velkomne og arrangementet er gratis.

 

I samarbejde med Sagnlandet Lejre har vi fået lavet 13 nøjagtige kopier af tørvespader fra bronze/jernalderen, som er fundet i Knudmosen.

 

Sammen med museets frivillige, arkæologistuderende fra Københavns Universitet og biologer fra Herning Kommune, kan man denne dag komme helt tæt på fortidens arbejdsredskaber, historien om tørvegravningen og udviklingen af natur- og kulturlandskabet i Knudmosen i Herning.

 

Historien om t-spaderne

T-spaderne er dateret til 600 til 400 f.Kr og er blandt de få af bronze/jernalderens arbejdsredskaber vi kender i dag. På grund af deres form, slidspor og ikke mindst fundsted regner vi med, at de har været brugt til tørvegravning.

 

Vi har fået analyseret træet i de gamle tørvespader fra Knudmosen, og de er alle lavet af fine store egestammer, udkløvet og tildannet med økse og kniv ned til en blad tykkelse på 1,5 til 2 cm og håndtaget er tilpasset til- og slidt af jernaldermanden/kvinden som har arbejdet i mosen. Man kan se og mærke fingeraftrykket. På baggrund af det, har det været muligt at lave 13 nøjagtige kopier på Sagnlandet Lejre og det er de kopier, vi vil afprøve denne dag.

 

Når man i jernalderen begyndte at grave tørv, har man også påvirket mosens udvikling og tørvegravningen er fortsat op gennem tiden med en foreløbig kulmination under 2. verdenskrig, den nyere tørvegravning bliver et fokuspunkt for en gruppe af museets frivillige og ny tids inspektører, og skal gerne udmunde i en ”appetizer” allerede den 23. og i en udstilling senere på efteråret.

 

Men i mindst ligeså spændende perspektiv er hvorledes tørvegravningen har skabt den natur vi kender derude i dag. Den side af sagen vil blive undersøgt af biologer fra Herning Kommunes Natur og grønne områder.

 

Projektet er et samarbejde mellem Museum Midtjylland, Herning Kommunes Natur og Grønne områder, Københavns Universitet (SAXO instituttet), Vendsyssels Historiske Museum, Sagnlandet Lejre og Moesgård Museums afdeling for Naturvidenskab og Konservering.

23.08.2022

Kl. 10.30-16.30

Pris: Gratis

Åben tørveudgravning i Knudmosen

Knudmosen, Gl. Vejlevej 38, 7400 Herning

Beklager, men denne begivenhed er overstået