Efteråret går på hæld og mørket sænker sig over skoven og søen. Det er tid til Halloween. Klosterlund Museum inviterer til hyggelig/uhyggelig oplevelse på museet.
Du bliver budt velkommen på museet af tørvearbejderens enke. Hun vil sende dig ud i tusmørket, hvor du skal løse opgaver. Måske møder du tørvearbejderens spøgelse?
Efter den skræmmende tur rundt i mørket er der mulighed for at få lidt at styrke sig på – mosevand og ristede musehjerner gør godt i maverne.
Dørene åbner kl. 17, mens det endnu er lidt lyst, men som aftenen falder på vil museet henligge i mørke. Medbring gerne en lommelygte og kom udklædt.
Halloween på Klosterlund Museum er en familie aktivitet mest rettet til familiens yngste op til ca. 11. år. Her er opgaver, som skal løses og familien kan hjælpes ad.
Lidt fakta omkring Halloween
Hvor kommer Halloween traditionen fra? Oprindeligt var det en keltisk fest kaldet Samhain, som fejrede sommerens afslutning og at høsten var i hus. Nu gik man de mørke tider i møde. Samhein var forbundet med overtro, da det denne aften var muligt for de døde at gå blandt levende mennesker. Man skar derfor lygter ud i roer, som så kunne lyse og holde de døde væk.
Samhain blev overtaget af den kristne tro, da den katolske kirke i år ca. 610 valgte at fejre alle helgener, som ikke havde deres egne specielle dag. Denne dag var 1. november, Allehelgensdag. Senere i år 998 blev dagen udvidet til også at dække allesjælesdag, som er den 2. november. Dette er dagen, hvor man mindes de afdøde slægtninge.
Navnet Halloween betyder All Hallows Eve, altså dagen før Allehelgensdag.
Den oprindelige keltisk/katolske tradition vandrede fra Irland til USA med de mange irere, som emigrerede til USA. I USA brugte man græskar i stedet for roer.
30.10.2025
Kl. 17.00-20.00
Pris: Gratis for børn og unge under 18 år / 60 kr. entré for voksne
Kragelundvej 6A, 7442 Engesvang