Klosterlund Museum inviterer til en stemningsfuld juleoplevelse på den gamle tørvegård, hvor traditioner, kreativitet og hygge mødes i en festlig julefejring. Lørdag d. 21. og søndag d. 22. november, kl. 10-16 er der julemarked og aktiviteter for hele familien.
Juleri og fordybelse for børn
Klosterlund Museum er kendt som et sted hvor børn og voksne kan ”få fingrene i noget” og julearrangementet er ingen undtagelse. I museets juleværksteder kan ungerne lave smukke, røde voksæbler, juledekorationer, trænisser og meget mere, eller familien kan tage på opdagelse i udstillingerne og finde de gemte nisser – en sjov måde at udforske museet på!
”Julen kan være en stressende tid med forberedelser og gave indkøb, men vi oplever, at mange af vores gæster nyder at komme til Julemarkedet på Klosterlund. Her kommer man helt ned i gear og der er tid til at hygge og være kreativ sammen med børnene”, fortæller museumsinspektør Brit Vestergaard.
Gran, gaver og gåtur
Besøgende kan også udforske en række boder fyldt med gran, julepynt, dekorationer og gaveidéer, eller benytte lejligheden til at opleve museets udstillinger eventuelt kombineret med en gåtur i det smukke landskab omkring museet. Uanset om dagen går med fordybelse i værkstederne, handel i boderne, udstillingsbesøg eller gåtur, byder museet på æbleskiver og gløgg i det hyggelige caféområde.
Museets frivillige står også bag aktiviteterne samt meget af arbejdet med forberedelserne. Derud over sørger er et udvalg af bod-holdere for markedsstemningen og muligheden for at gæsterne kan få julegaver og julepynt i hus.
21.11.2026 - 22.11.2026
Kl. 10.00 - 16.00
Pris: 60 kr. (Gratis adgang for medlemmer af Museum Midtjyllands støtteforeninger og børn under 18 år). Deltagelse i aktiviteterne koster 30 kr. pr. barn.
Kragelundvej 6A, 7442 Engesvang