sankthans på Herningsholm Museum

Sankt Hans på Herningsholm Museum – AFLYST

Dette arrangement er desværre aflyst. Sommeren brager i disse uger ned over Midtjylland, og vi håber, at I nyder den lige så meget som os. Desværre har det varme vejr bevirket, at jorden er knastør og at der er stor risiko for brandfare. Brand & Redning MidtVest har indført afbrændingsforbud fredag den 23. juni. Dette betyder, at vi desværre ikke kan gennemføre det traditionsrige sankthansbål, og vi har derfor valgt at aflyse dette års sankthansfest i den smukke herregårdspark foran Herningsholm Museum.

 

Vi håber på at kunne gennemføre sankthansfesten på Herningsholm Museum igen i 2024, og indtil da glæder vi os til at se jer til Museum Midtjyllands andre arrangementer hen over sommeren.

 

 

Fredag den 23. juni er der traditionen tro sankthansfest på de grønne arealer foran Herningsholm Museum. Vi har bestilt godt vejr, så tag picnickurven, tæppet og familien under armen og kig forbi til en herlig aften under åben midsommerhimmel med masser af fællessang, gamle lege, hygge ad libitum og naturligvis sankthansbål.

 

Program:

  • 19.00 lukker vi dørene op på den gamle herregård fra 1579, og der vil aftenen igennem være gratis adgang til bygningen. Du kan også gå på opdagelse i udstillingen Når trådene bindes – fra kriger til kræmmer, ligesom det vil være mulighed for at få en rundvisning på Herningsholm.
  • 19.45 afholdes der båltale ved Jonathan Damgaard, der er byrådsmedlem i Herning Kommune.
  • 20.00 tændes bålet, hvorefter vi alle synger med på Midsommervisen. Efterfølgende hylder vi i fællesskab den danske sommer med en række sommersange, som fremføres af Herning Korforening.
  • Arrangementet slutter kl. 21.30, men man er selvfølgelig velkommen til at blive og nyde resten af aftenen.

 

Der vil hele aftenen være mulighed for at udforske gamle lege på plænen foran museet, ligesom det vil være muligt at købe the/kaffe, saftevand, lidt sødt samt snobrød, som I selv kan tilberede over den varme ild.

 

Vel mødt til midsommerfest på Herningsholm Museum.

23.06.2023

Kl. 19.00 - 21.30

Pris: Gratis

Herningsholm Museum

Herregårdsparken 1, 7400 Herning

Beklager, men denne begivenhed er overstået