Historie
På Herningsholm Museum kan du lige nu opleve et kyskhedsbælte. Måske er det netop det kyskhedsbælte, der går rygter om at Sigfrid von Rindscheid påførte sin kone Magdalene Munk tilbage i 1580'erne. Læs mere her.
Herningsholm har været ejet af mange forskellige personligheder gennem tiden.
En af disse var Magdalene Munk. Hun måtte dog igennem lidt af hvert gennem sit ejerskab. Hun arvede herregården af sin første mand, Herningsholms grundlægger, Josua von Qualen. Hendes næste mand, Sigfrid von Rindscheid, var knap så sød – han var en tyran, og han ødslede herregårdens formue væk. Efter sigende skulle han også have påført Magdalene kyskhedsbælte, når han var ude at rejse. Magdalene fik til sidst nok og fik hjælp af kong Christian d. 4.
På Herningsholm Museum kan man lige nu se et kyskhedsbælte udstillet (som måske er det omtalte bælte!). Det er venligst udlånt af Ringkøbing Fjord Museer.
Læs mere om Magdalene og Sigfrids historie her, hvor du også kan læse mere om Herningsholms ejere og deres relation til de danske konger.
Bæltet indgår også i skoleforløbet ‘Magtfulde herremænd og husfruer’ til udskolingen. Alle folkeskoler i Herning Kommune og Ikast-Brande Kommune kan booke to gratis forløb hos os om året. Kontakt os på undervisning@museummidtjylland.dk, for at høre nærmere.