Ny bogudgivelse
Fredag d. 1. juni udkom bogen ULD, som museets formidlingschef og faginspektør inden for tekstilindustri Kristine Holm-Jensen har arbejdet intenst på det sidste lange stykke tid.
Midtjylland var i flere århundreder et af de fattigste og mest øde områder i Danmark. Men fra slutningen af 1800-tallet blev der sat gang i en udvikling båret af tekstil- og beklædningsindustrien. Den blomstrede igennem det 20. århundrede og skabte store forandringer på alle niveauer i det midtjyske samfund.
“Det har været lidt af en drøm at få lov til at skrive bogen ULD. Det er gennem mange år, at jeg har opbygget en stor viden om tekstilindustrien. Jeg er dybt fascineret af de mange mennesker, der tog springet og blev en del af det tekstile Midtjylland. De var med til at forvandle området fra landbrugsland til moderne samfund. Det er mit håb, at bogen kan formidle denne fascination videre til læseren.”
Kristine Holm-Jensen, Forfatter og Formidlingschef
ULD fortæller, både i ord og billeder, historien om den midtjyske tekstilindustri i det 20. århundrede. Det er historien om dramatiske op- og nedture – om vækst, der sprængte alle rammer, og om udflytninger, fabrikslukninger og syersker, der mistede deres arbejde, da den globale virkelighed bankede på.
Bogen kan købes i Tekstilmuseets butik til 349 kr.