Tradition og fornyelse på Kildemarkedet ved Klosterlund Museum

Søndag d. 10. juni kl. 10-17, er der igen lejlighed til at besøge det idyllisk beliggende Kildemarked ved Klosterlund Museum og få en dag med masser af oplevelser for både store og små.

Hvert år besøger rigtig mange glade sommergæster det traditionsrige Kildemarked ved bredden af Bølling Sø. Igen i år vil der summe af liv, når Klosterlund Museum og museets trofaste lokale støtter arrangerer årets marked, der rummer både traditioner og nye tiltag. Museet har valgt at pifte markedet op med indkøbet af skinnende nye pavilloner. Der bliver også nye ansigter blandt bodholderne, og de besøgende kan som noget nyt lade sig indvie i plantefarvningens mysterier eller opleve veteranudgaven af campingvognen!

 

Men der er også traditioner, der skal holdes i hævd. Mange har gennem årene fået opbygget en samling af træsnurretoppe hos trædrejeren, og det vil også i år være muligt at føje ”årets snurretop” til samlingen. Traditionen tro vil smedene og vise hvordan man ”ringer” et vognhjul, det lokale kor ”Ekko” og musikgruppen ”Én gang om året” optræder igen i år, og markedet afsluttes som vanligt med grillet lammesteg til middagsmad.

 

Kulturhistoriske håndværk og veterankøretøjer

Kildemarkedet ved Klosterlund har fokus på det kulturhistoriske indhold, og markedets gæster kan se hvordan forskellige traditionelle håndværk blev udført i gamle dage. Viften af håndværk er bred og spænder fra tekstilhåndværk og kunsthåndværk til savværk, rebslagning og smedning. Men er du mere til benzin i blodet, vil det nok være veterankøretøjer i form af motorcykler og brandbiler, der trækker mest.
Der er også rig mulighed for at handle i de mange boder eller besøge museet, der naturligvis har åbent hele dagen.

 

For yderligere information kontakt:

Julie Lolk
Museumsinspektør, Klosterlund Museum
+45 91 89 92 93
jl@museummidtjylland.dk