Den årlige søndagsfrokost på Frilandsmuseet Herning


Søndag den 18. august kl. 12.00 – 16.00. Dørene åbnes kl. 11.00
Frilandsmuseet Herning, Museumsgade 32, 7400 Herning

 

Søndag den 18. august er det igen tid til den traditionsrige landsbyfest på Frilandsmuseet Herning. Medbring familien og madkurven og tag på søndagsudflugt i det grønne med fællessang, smagsprøver, gamle lege og meget andet for både børn og voksne.

Der vil i eftermiddagens løb være masser af aktiviteter for både børn og voksne. Du kan prøve kræfter med både uldaktiviteter, rebslagning, lege gamle lege, ligesom du kan lære at snitte på snittebænken. Giv dig også i kast med at vaske tøj på vaskebræt, kærne smør, kværne korn og ælte dej. Projekt Hænder & Huse vil desuden komme og afholde en snitteworkshop.

På dagen hylder vi mange af de gamle, ædle håndværk, og du kan bl.a. møde smeden og skomageren. Du kan også møde biavleren, der fortæller om biavlens betydning for lokalegnen og demonstrerer slyngning af honning, som der vil være smagsprøver på. Husk også at slå en handel af med hosekræmmeren, der i dagens anledning medbringer sit uldbylt, som er spækket med varer fra Tekstilmuseet.

På gårdspladsen foran stuehuset underholder Ringkøbing Amts Spillemænd med autentisk spillemandsmusik, og Herning og Omegns Folkedanserforening kommer og danser til musikken. Senere på eftermiddagen tænder vi op i den gamle bageovn og bager landsbybrød. Du kan også bage dit eget snobrød ved det hyggelige bålsted. Der vil være mulighed for at købe kaffe/the, saftevand, chokoladecookies og bolsjer. Husk kontanter eller MobilePay, da museet desværre ikke modtager dankort.

I år byder vi atter velkommen til Herning Husflid, der vil demonstrere trædrejning og meget andet. Gå heller ikke glip af smagsprøver på de spændende og hjemmelavede kryddersnapse, som Uldjydernes Bjesklaug medbringer. Vi er i år også glade for at kunne byde velkommen til Ikast Mikrobryggeri.

Find et solrigt – eller skyggefuldt – sted, slå dig ned med familien og nyd en søndag i Herning 1800-tals landsby. Man er velkommen til selv at medbringe kød og grøntsager, der kan tilberedes på bålstedets varme rist. Tag også gerne tæpper med til at sidde på. Hvis solen ikke er i søndagshumør, rykker vi hele programmet indenfor.