Elektronisk musik og romantik på Herningsholm Museum

 

Hvad sker der, når en ung komponist får eksklusiv adgang til et ellers lukket museum i flere dage ad gangen? Når han får en unik mulighed for at opholde sig helt alene mellem alle Blichers originale genstande i en gammel, autentisk herregård, der var med til at lægge grunden til den midtjyske tekstilindustri, som vi kender den i dag?

 

I et helt nyt samarbejde mellem musikeren Andreas Stent Lundby, Museum Midtjylland, Fermaten og Swinging Europe er der fokus på at tænke ud af boksen. Samarbejdet er opstået som en tværinstitutionel satsning, hvor kunst, kultur og inspiration smelter sammen – og museet bliver en muse for den musiske proces.