24.01.2025
På Museum Midtjylland er vi super glade for at kunne dele nyheden om at besøgstallet i 2024 har slået rekord.
Museum Midtjylland har i 2024 oplevet endnu en publikumsrekord. I alt har 31.636 gæster i årets løb fundet vej til Museum Midtjyllands besøgssteder og arrangementer. Dermed overhaler museet sin egen besøgsrekord fra 2022, hvor museet for første gang siden 1987 kom over 30.000 gæster.
BOOK EN VIKING
Antallet af børn og unge som besøgte museet i forbindelse med undervisning, har også oplevet en imponerende vækst. I alt blev det i 2024 til 4.406 børn og unge, det er tæt på en fordobling i forhold til året før, hvor det lå på 2.252. Det har været et særligt indsats siden 2021, hvor Herning Byråd gav museet en særbevilling til en undervisningstjeneste og i kølvandet på, at nedlæggelsen af Vester Palsgaard Museum i Ikast-Brande Kommune frigav midler til en øget prioritering af børnene. Det flotte resultat for undervisning handler dels om, at museet har koblet sig op på nogle af de store begivenheder i området, fx. DM-ugen i Herning, dels at museet i stigende grad rykker ud til skolerne. Mange skoler har eksempelvis gjort brug af tilbuddet om at booke en viking, hvor en medarbejder fra museet møder op på skolerne i vikingekostume og med ægte genstande fra vikingetiden, formidler denne særlige del af vores fortid.
UDGRAVNINGERNE VED HEDEGÅRD
En af årets publikumsmagneter var udgravningen af jernalderborgen i Hedegård ved Ejstrupholm. I forbindelse med en forskningsudgravning støttet af Augustinus Fonden greb museet chancen for at udfolde sin idé om det rullende museum. Derfor var der på marken ved udgravningen opstillet en udstillingscontainer, og rundt om den udspillede sig både guidede ture for offentligheden og undervisning for elever fra skolerne i Ikast-Brande og Herning kommuner. I alt 4.772 personer kom i løbet af sommeren på besøg i Hedegård og fik en oplevelse LIGE der, hvor fyrsten i jernalderen havde sit hovedsæde. Blandt disse mange gæster vil især en, Hendes Majestæt Dronning Margrethe II, stå tilbage som en ganske særlig gæst, der med interesse og engagement fulgte arkæologernes arbejde på helt tæt hold.
SPORTSHISTORIE
Blandt højdespringerne i besøgstallene for 2024 finder vi også Tekstilmuseet. Det er frugten af særudstillingen “We are the Champions”, som fejrer sportens og sportstøjets historie gennem de sidste 70 år. Sportshistorien har som antaget meget stor klangbund i det midtjyske og i befolkningen som helhed. Derfor har publikum kvitteret ved at møde talstærkt frem, ikke blot i udstillingen, men også til de relaterede sportshistoriske arrangementer. Blandt disse finder vi f.eks. det legendariske november-arrangement om 6-dagsløbet, hvor der kun var ét problem, nemlig at rummet ikke var stort nok til de mange, der gerne ville have været med.
MERE GODT I VENTE
I 2025 er museet lagt stærkt fra land ved at samarbejde med MCH Messecenter Herning og DanskHåndbold om en fælles udstilling i anledning af afviklingen af håndbold VM. Det er et led i det rullende museum, der fortæller historier, der hvor folk er. I Ikast-Brande Kommune er der også lagt i kakkelovnen til et udviklende år, da museet har taget fat på en udviklingsplan for Klosterlund Museum, som del af en hærvejsperle omkring Bølling Sø. Hermed tænkes museet i stigende grad ind som en attraktiv partner i en langsigtet turisme- og bosætningsstrategi. Det omfatter også formidling langs Hærvejen og udviklingen af Hærvejstårnet i Nørre Snede, hvor museet sidder med i en arbejdsgruppe. På Herningsholm Museum er der planer om en stor juleudstilling ligesom det er forhåbningen, at forskningsprojektet ved Hedegård fortsætter med nye udgravninger og undersøgelser.