Udover de forskellige formidlingstilbud på og omkring vores fem museer, har vi også sammensat en række klassekasser, som kan anvendes til læringsforløb ude på skolerne, og som bringer museet ud til jer.

I kan se en kort film om vores museer før jeres besøg her: Tekstilmuseet, Frilandsmuseet Herning, Herningsholm Museum og Klosterlund Museum.

tekstilmuseet-museum midtjylland

Tekstilmuseet

På Tekstilmuseet får I indblik i en industri, som gennem tiden har givet folk over hele verden tøj på kroppen – og identitet og udvikling til Midtjylland.

Mens det meste tøj i dag er lavet på den anden side af kloden, er det ikke længe siden, at Midtjylland var centrum for en omfattende tekstilproduktion. Udstillingen Made in Midtjylland viser, hvordan tekstilproduktionen eksploderede i 1950’erne, skabte jobs og vækst og fik det midtjyske til at boome for så at gå world wide.

Vi tilbyder undervisningsforløb til alle alderstrin og niveauer på Tekstilmuseet.

Se alle forløb på Tekstilmuseet her.

Klosterlund Museum

I udstillingerne på Klosterlund museum kan I opleve originale arkæologiske fund helt tilbage fra jægerstenalderen. Vi fortæller historien om, hvordan der har boet mennesker i området i flere tusinde år, hvordan de levede – og især om hvordan de gennem årene har udnyttet mosernes tørv. På Klosterlund Museum tilbyder vi en række undervisningsforløb til forskellige alderstrin og niveauer.

Se alle forløb på Klosterlund Museum her.

Herningsholm Museum

På Herningsholm Museum tilbyder vi undervisningsforløbet Magtfulde herremænd og husfruer. Et undervisningsforløb, hvor eleverne i mødet med en række herremænd følger udviklingen fra adelsvælde til enevælde. Fokus ligger på de magtforhold som gjorde sig gældende i de fire stænder; bønder, borgere, adelige og de gejstlige.

Se mere om undervisningsforløb på Herningsholm Museum her.

Frilandsmuseet Herning

Frilandsmuseet Herning giver en helt særlig mulighed for at opleve landlivet på den vest- og midtjyske hede, som det foregik i 1800-tallet. På museet findes flere historiske huse og en smedje.

I kan gå på opdagelse i Jens Nielsens Bondegård, som er en af museets mest populære attraktioner – særligt for børn. Her viser mere end 100 forskellige perspektivkasser livet og årets gang på en bondegård i starten af 1900-tallet.

På Frilandsmuseet Herning tilbyder vi en række undervisningsforløb til forskellige alderstrin og niveauer.

Se alle forløb på Frilandsmuseet Herning her.

Arkæologisk tur

Vil du høre mere om dit nærområdes historie, så arrangerer Museum Midtjylland arkæologiske ture i både byerne og det åbne land. Turen kan tage udgangspunkt i lokalområdets kendte fortidsminder og spændende arkæologiske fund. Kontakt os for at høre nærmere.

 

Klassekasser

Vi har udviklet otte klassekasser til brug på skolerne. Kasserne er beregnet til én lærer og 25-30 elever, og de giver mulighed for at få historien lidt mere ind under huden – også hvis man ikke har mulighed for at komme forbi museet.

Klassekassernes temaer er:
  • Ældre og yngre stenalder (klassetrin: 0.-3. klasse, 4.-6. klasse)
  • Mad som på Hammerum-pigens tid (klassetrin: 0.-3. klasse, 4.-6. Klasse)
  • Mad omkring 1800-1900-tallet (klassetrin: 4.-6. klasse)
  • Børns liv og skolen omkring 1900 (klassetrin: 0.-3. klasse, 4.-6. Klasse)
  • Tekstilproduktion i jernalderen (klassetrin: 4.-6. klasse)
  • Tekstilproduktion før industrialiseringen (klassetrin: 4.-6. klasse)
  • Mode og beklædning (klassetrin: 8.-10. klasse, HHX, HTX)

Kasserne udlånes gennem VIA CFU, hvor der også kan læses meget mere om indhold og funktion.

Undervisning ude på skolerne Museum Midtjylland

Ud til jer

Museum Midtjylland tilbyder i skoleåret 2023/2024 muligheden for, at I ude på skolen kan få besøg af museets underviser, arkæolog og naturvejleder, Katrine. Emnet er oldtiden og tilbuddet kan for eksempel bruges som opstart til emner som stenalder, bronzealder, jernalder og vikingetid.

Det kan også indgå som en del af jeres eget undervisningsforløb på skolen. Katrine kommer i oldtidsdragt, har genstande med og afvikler et forløb af en times varighed.

Tilbuddet er gratis, men består af et begrænset antal. Derfor opfordrer vi til, at I booker snarest muligt, selvom I først skal have besøget senere på skoleåret. Forløbet henvender sig til elever i indskoling, mellemtrin og udskoling.

For spørgsmål eller booking, skriv til museets undervisningsansvarlige på undervisning@museummidtjylland.dk eller ring på +4554588066.

Kontakt

Vil du booke et undervisningsforløb eller har du spørgsmål?

Kontakt os på:
undervisning@museummidtjylland.dk eller på +4554588066.

 

Inden jeres besøg

I kan se en kort film om vores museer før jeres besøg her: Tekstilmuseet, Frilandsmuseet Herning, Herningsholm Museum, og Klosterlund Museum.

Ønsker I at besøge os på egen hånd bedes I give besked til os på undervisning@museummidtjylland.dk inden jeres besøg.

Undervisningsprofil

Museum Midtjylland tager udgangspunkt i de tre nedenstående teorier, når der udarbejdes undervisningsforløb. Museets erfaring viser, at de sammen med den museale ramme, danner grundlag for læring. Derudover tager museets undervisning udgangspunkt i den hverdag, som eleverne indgår i og bygger videre herpå.

 

  • Refleksiv praksislæring
    • Refleksion som et centralt middel til at skabe en kobling imellem teori og praksis. Museet tager udgangspunkt i oplevelse, tænkning og handling.
    • Refleksiv praksislæring tager udgangspunkt i seks grundelementer.
      • Elevens egne oplevelser og erfaring inddrages i undervisningen.
      • Undervisningen planlægges med passende forstyrrelser.
      • Undervisningen tilrettelægges som udforskning.
      • Undervisningens indhold tager udgangspunkt i det gode eksempel.
      • Underviser og elever samarbejder om læreprocesser.
      • Underviser og elever skaber rum for dialog.
  • Æstetiske læreprocesser
    • Eleverne bearbejder det sete, følte eller oplevede igennem ex. tegning, sang eller musik.
    • Elevernes indtryk bliver til deres udtryk.
  • Dialogbaseret undervisning
    • Igennem dialog, samarbejde, udveksling af holdninger og værdier skaber museet mulighed for at eleverne kan få nye meningsforståelser og erkendelser.
    • Elevens stemme udgør et værdifuldt fundament i et fællesskab, der er præget af flerstemmighed.

Gratis forløb

I skoleåret 2023/2024 tilbyder vi alle folkeskoler i Herning Kommune to gratis forløb. I kan frit vælge mellem vores undervisningsforløb på Tekstilmuseet, Herningsholm Museum og Frilandsmuseet Herning på tværs af alderstrin.

Dyk ned i vores forløb her på siden og kontakt os på undervisning@museummidtjylland.dk eller +4554588066 for at booke jeres gratis forløb.