Et krav til de statsanerkendte museer er, at vi skal forske - og det gør vi med glæde og omhu. For forskning er basis for, at vi som museum kan udvikle vores viden, forstå vores samlinger og formidle dem til andre. Kort sagt: at vi kan være med til at udfolde historien.
Museum Midtjylland dækker fagområderne arkæologi og nyere tid, hvilket afspejles i vores forskningsstrategi. Det er en strategi, som gennemsyrer alt vi laver – og dermed også vores daglige arbejde med indsamling, registrering, bevaring og formidling.
Med afsæt i museets ansvarsområde, som udgøres af Herning og Ikast-Brande Kommuner, forskes der i emner, som spænder fra oldtiden til i dag. Vi tilstræber hele tiden at bidrage med væsentlig, ny viden, hvor det lokale ikke blot perspektiveres regionalt og nationalt, men også sættes ind i en større international kontekst. Målet er en stærk, lokalt forankret vidensproduktion med internationalt udsyn til glæde og gavn for vores fagkollegaer, besøgende og mange samarbejdspartnere.
“Forskning er basis for, at vi som museum kan udvikle vores viden, forstå vores samlinger og formidle dem til andre. Kort sagt: at vi kan være med til at udfolde historien.”
Overordnet set tager vores forskning form af en række metodiske- og kulturhistoriske satsningsområder, som tilsammen underbygges af de styrker, museet har i det lokalt forankrede kildemateriale samt den enkelte medarbejders forskningsinteresser. Dem kan du læse mere om her.
Geofysik er en ikke-invasiv metode, som anvendes til undersøgelse af jordbundsforhold. Som forskningsområde udgør den en af Museum Midtjyllands særsatsninger, hvor udviklingen af metoden er i fokus med henblik på at kvalificere og udbygge anden arkæologiske data.
Med afsæt i fund fra jægerstenalderen forsker Museum Midtjylland blandt andet i bopladsers funktioner, bosættelsesmønstre, landskabsudnyttelser og andre livsstrategier for datidens jæger-samlergrupper.
En række nyere fund danner baggrund for Museum Midtjyllands nuværende forskning i ældre bronzealder. Her undersøger museets arkæologer, hvordan den midtjyske bronzealder både er lokalt forankret – og samtidigt indgår i globale netværk.
Fra gamle fyrstegravsmiljøer til midtjysk jernudvinding og gravfund. Museum Midtjyllands forskningsområde inden for ældre jernalder spænder over et uhyre interessant og komplekst materiale, som rummer mulighed for et væld af forskellige metodiske tilgange.
Forskningsområdet Hammerum-pigen udforsker bl.a. de metoder, som har været anvendt til tekstilproduktion i ældre jernalder. Men også de ritualer og mennesker som levede dengang.
Med baggrund i samlingen og Hernings ældste bygning herregården Herningsholm undersøger vores fageksperter i Nyere Tid forudsætningerne for den helt tidlige midtjyske tekstilproduktion.
Museum Midtjyllands forskningsområde om den midtjyske tekstilindustri ser på udviklingen fra slutningen af det 19. Århundrede. Herunder især de mange forandringer og udfordringer som på forskellig vis prægede industrien og menneskene i den.
Museum Midtjylland har i et nyt forskningssamarbejde givet museumsgæsterne mulighed for at få en unik oplevelse med lyd i de autentiske rum på Frilandsmuseet Herning.