Særudstilling
Museum Midtjylland bringer historien om håndværk til live i anledning af EuroSkills Herning 2025. Kom til gratis udstillingsåbning d. 17. august.
Frilandsmuseet Herning inviterer til en ny og levende udstilling, hvor håndværk, fællesskab og traditioner er i centrum.
I forbindelse med EuroSkills Herning 2025 åbner vi søndag d. 17. august udstillingen Fagenes Fest.
Udstillingen tager afsæt i de festlige håndværkerbegivenheder fra 1940’erne, hvor byens håndværkere mødtes i venskabelig kappestrid – smede og bryggeriarbejdere dystede i tovtrækning, mens husassistenter løb om kap med koste og fyldte vandspande.
Udstillingen formidler historien om disse lokale konkurrencer og optog, som samlede tusindvis af gæster, og den henvender sig både til historieinteresserede og familier med børn.
Vi har fundet redskaber frem fra både nutidige og svundne erhverv, og besøgende kan opleve forskellige stationer med fokus på de enkelte håndværk. Her kan man blandt andet prøve at bygge en tagkonstruktion eller mure i ½ stensløberforbandt i museets murerhjørne.
Den officielle åbning finder sted søndag den 17. august kl. 11.30, hvor formand for SMV Herning, Uffe Sass-Petersen, byder velkommen. Dagen markeres med taler, et glas øl, lidt godt til ganen – og ikke mindst den traditionsrige Landsbyfest, hvor museets frivillige og samarbejdspartnere bringer gamle håndværk til live.
Alle er velkomne og der er gratis entré.
I forbindelse med udstillingen inviterer vi byens børnehavebørn til en dag, hvor de kan prøve at lægge mursten, gætte værktøj, tømre, smede og meget mere. Derudover er der masser af mulighed for leg og oplevelser i museets gamle 1800-tals huse og gårde.
Arrangementet finder sted tirsdag den 2. september og torsdag den 4. september i tidsrummet kl. 9.30-12.30.
Læs mere om tilmelding her og kontakt undervisningsansvarlig Katrine Lewinsky Moestrup på undervisning@museummidtjylland.dk eller på telefon 54 58 80 66 for yderligere information.
Udstillingen er blevet til i samarbejde med Den Gamle By i Aarhus, med stor hjælp fra de frivillige håndværkere i Landsbylauget, og er muliggjort gennem en donation fra SMV Herning som arbejder for at styrke små og mellemstore virksomheder i området og har støttet projektet som led i deres ønske om at fremme kendskabet til håndværkets betydning – både historisk og i nutiden. Også stor tak til Nordea-Fondens Liv i det lokale for støtte.