Top 10 - Årets Fund
Museum Midtjylland er igen havnet på den arkæologiske Top 10! Vores udgravning ved Hedegård er med på Slots- og Kulturstyrelsens liste over Årets Fund fra 2025.
Hvert år udvælger Slots- og Kulturstyrelsen ti af årets mest opsigtsvækkende fund som er fundet ved en arkæologisk udgravning eller opdaget ud fra nye videnskabelige resultater fra det seneste år.
For at et fund kan blive udvalgt til årets Top 10, skal det være et fund, der virkelig flytter noget: et fund, der giver os ny forståelse af fortiden og åbner døren til viden, vi ikke havde før.
Vi er rigtig stolte over at vores udgravning ved Hedegård er med på listen over Årets Fund fra 2025.
Hedegård er et af Danmarks mest spændende steder fra jernalderen. Her ligger både en rig gravplads og en stor landsby med en romersk‑inspireret befæstning og værksteder til alt fra guld til jern.
I 2025 fandt arkæologerne resterne af et tempel, der var brændt ned. Inde i templet dukkede to sjældne glasperler op – den ene fra Ægypten, den anden fra Levanten – som viser, at folk her havde forbindelser helt til Middelhavet.
Udgravningen er et stort samarbejde mellem Museum Midtjylland, Museum Horsens, Moesgaard, forskere, universiteter og lokale kræfter. I 2024 blev området frikøbt af Slots- og Kulturstyrelsen, så det kan bevares for fremtiden som en vigtig kilde til ny viden om Danmarks fortid.

Se hele Årets Top 10 liste her
På Museum Midtjylland var vi også med på Årets Top 10 i 2024 med et fund fra Store Lysgård, hvor museets arkæologer fandt nogle af de ældste spor af klinkbygning – som ikke var fra et skib! Museum Midtjyllands arkæologer fandt i 2024 nemlig et langhus med bevaret bygningstømmer fra den tidligste jernalder.
Og i 2023 var vi med på Årets Top 10 liste med Pepita-Preben.