2024
På Museum Midtjylland vil vi gerne sige tusind tak for året der gik. Det har været et begivenhedsrigt år - og her kan du se et udpluk af årets højdepunkter.
TUSIND tak for et fantastisk 2024!
Mens året går på hæld, vil vi gerne sige tak for 2024, som har været endnu et spændende og udviklende år for Museum Midtjylland. Vi vil gerne sige tak til alle, der lagde vejen forbi vores museer i år ligesom året har budt på mange spændende udstillinger, projekter og samarbejder.
Her er et lille udpluk.
En af årets vigtigste begivenheder var forskningsudgravningen af jernalderborgen ved Hedegård. Her gennemførte vi i samarbejde med Moesgaard Museum og Museum Horsens en omfattende udgravning. Vi fik også lejlighed til at rulle vores Rullende museum ud.
Det gav skoleelever fra både Ikast-Brande og Herning Kommune en unik mulighed for selv at grave i fortiden. Med hjælp fra lokale samarbejdspartnere og frivillige skabte vi en mobil udstilling til glæde for de mere end 4.000 gæster. En særlig ære var det, da Hendes Majestæt Dronning Margrethe II i august lagde vejen forbi.
I juni 2024 åbnede vi dørene til særudstillingen We are the Champions på Tekstilmuseet, som fejrer sportens og sportstøjets historie gennem de sidste 70 år. Udstillingen er et led i vores arbejde med at åbne museet for nye målgrupper. Derfor er der også tænkt i alternativ formidling med interaktive sportslege. For i en sportsudstilling skal man selvfølgelig have sved på panden!
I 2025 ser vi bl.a. frem til det videre arbejde med hærvejen. Det er en stor satsning, hvor museet kommer til at spille en nøglerolle for at skabe dedikeret og fascinerende formidling langs ruten.
Vi glæder os også til nye spændende tiltag på Herningsholm, bl.a. omkring juletid. Ikke mindst ser vi frem til fortsat at gå nye veje i vores arbejde med at komme ud til nye målgrupper, hvor vi allerede nu er godt på vej med flere sportsudstillinger i samarbejde med både lokale og nationale aktører.
Vi er stolte af vores arbejde og de resultater, vi har opnået i år, og vi ser frem til at fortsætte med at udforske, bevare og formidle Midtjyllands rige kulturarv i de kommende år.
Vi vil gerne takke alle vores besøgende, samarbejdspartnere og frivillige for deres støtte og engagement. Uden jer ville vores arbejde ikke være muligt.