Efterårsferie på Klosterlund Museum

Efterårsferie på Klosterlund Museum

I efterårsferien byder Klosterlund Museum på sjove aktiviteter i historiens og naturens tegn.

 

Besøg museets udendørs værksteder, gå en god tur i skoven eller træk indendørs på museet. Der er masser af muligheder for hyggelige efterårsdage for hele familien.

 

Skrumpehoveder, roelygter og æblemost

Naturen er fuld af smarte og bæredygtige materialer, og fortidens mennesker var eksperter i at bruge dem.

 

I tidligere tider blev efteråret brugt på at samle forråd. For fortidens ’preppere’ var æbler en genial råvare! Æbler kan nemlig presses, syltes og tørres, så de kan holde sig hele vinteren. I efterårsferien kan du hjælpe med at lave friskpresset most ved museets gamle æblepresse – og få dig en smagsprøve.

 

Efterår er også tiden for hyggelig uhygge. I efterårsferien kan du derfor snitte skræmmende roelygter og lave gyselige æble-skrumpehoveder og varme op til Halloween.

 

Som altid er der selvfølgelig også mulighed for at gå på opdagelse på hele museet og at købe noget godt i museets café. I anledning af efterårsferien vil det være muligt at købe en særlig pose med lækkerier til børn.

 

Oplev udstillingerne

Hele familien kan også gå på opdagelse i museets udstillinger om søens historier, komme ansigt til ansigt med oldtiden eller gå på opdagelse i tørveudstillingen.

 

I museets gård står desuden en pop-up udstilling med fund og formidling af jernalderlandsbyen ved Hedegård, hvor datidens beboerne forskansede sig i frygt for romerne. Både denne sommer og sidste sommer udgravede museets arkæologer en befæstning i denne 2000 år gamle landsby.

 

                Guidet tur i udstillingen Ansigt til ansigt

12.10.2026 - 13.10.2026

Kl. 11.00-15.00

Pris: 60,- for voksne (gratis for børn under 18 og medlemmer af museets støtteforeninger).

Klosterlund Museum

Kragelundvej 6A, 7442 Engesvang