Kom med på en spændende, guidet tur i den stemningsfulde udstilling ‘Ansigt til ansigt’ på Klosterlund Museum.
Du kan møde ‘Nybyggerne fra Snejbjerg’, ‘De forfængelige fra Aulum’, ‘Fyrsten fra Tjørring’ og mange andre personligheder fra oldtiden. Ikke mindst kan du komme ansigt til ansigt med museets største kendis fra oldtiden! Nemlig Hammerumpigen, der blev begravet for 2.000 år siden, men hvis kjole og fine frisure er bevaret til den dag i dag.
Udstillingen viser museets mest uvurderlige arkæologiske skatte. Vi fortæller personlige historier om oldtidens midtjyder, mens nutidige midtjyder sætter ansigt på fortællingerne. Også dengang var menneskelivet fuld af frustration, forfængelighed, hjemlængsel, glæde, stolthed og meget mere. Nogle var magtfulde og toneangivende, andre forsøgte bare at følge strømmen.
Turen er gratis i anledning af, at Klosterlund Museum fylder 90 år på netop denne dag!
Samme dag er der også fejring ved det gamle “lille” Klosterlund Museum i Stenholt Skov.
Søndag d. 18. juni er der stor fødselsdagsfejring med aktiviteter for hele familien.
15.06.2023
Kl. 16.00-17.00
Pris: Gratis
Kragelundvej 6A, 7442 Engesvang