Ny hjemmeside og logo
Museum Midtjylland lancerer en ny, stærk og dynamisk visuel identitet – herunder nyt logo og ny hjemmeside. Den nye identitet er et led i museets igangværende udviklingsproces og er blevet til i et tæt samarbejde med det grafiske bureau HEAVY.
NYE STREGER, NYE TANKER, NYE MULIGHEDER
Museum Midtjylland har over det sidste par år opbygget en ny organisation og en ny strategi. Og netop nu er museet i gang med at opbygge nye udstillinger. Den nye visuelle identitet og digitale platform spiller en afgørende rolle i at sikre, at transformationen markeres, og museet fremstår moderne, vedkommende og aktuelt.
Identiteten er udviklet sammen med det grafiske bureau HEAVY, som blandt andet har arbejdet for andre museer såsom RAGNAROCK og Nikolaj Kunsthal.
Med en forstærket digital tilstedeværelse får museet også mulighed for i større grad at sætte brugeren i centrum. Og i endnu bedre grad at kunne eksponere vores mange oplevelsestilbud, tiltag og generelle virke. Alt sammen målrettet et meget bredere og mere mangfoldigt publikum.
”Museum Midtjylland står midt en rivende udviklingsproces, hvor den eksterne kommunikation – og det billede museet tegner udadtil – er et afgørende element i at tiltrække brugernes opmærksomhed. Med den nye identitet får vi et stærkt og markant udtryk, som giver os en hel ny mulighed for at kommunikere langt bredere – og mere levende og differentieret. Og det glæder vi os virkeligt til at sætte fuld skrue på. ”
Laura Liv Weikop
Museumsdirektør, Museum Midtjylland
Over det næste stykke tid vil museet arbejde på at implementere identiteten på tværs af dets forskellige platforme og fem besøgssteder – og vi håber, at I vil tage godt i mod den!