Nyt tiltag
Har du lyst til at læse mere om historien i Midtjylland? Så kig med her. Vi vil gerne gøre historien mere tilgængelig for alle - også uden for museet - og her på siden finder du dybdegående fortællinger fra arkæologien, historier om tekstilindustrien og meget mere.
På Museum Midtjyllands hjemmeside skaber et nyt tiltag bedre adgang til forhistorien. I første omgang er der godt nyt for lærere, der vil arbejde med industrialiseringen. Vi har nemlig gjort et omfattende undervisningsmateriale tilgængelig digitalt.
LIGE TIL AT DYKKE NED I
På Museum Midtjylland arbejder dygtige og vidende medarbejdere hver dag for at skabe større viden og indsigt i, hvordan midtjyderne gennem tiderne har forvaltet deres livsgrundlag. Det sker, når vi graver i jorden efter spor af oldtidens midtjyder. Vi finder også historier på magasiner og arkiver fra den nyere tids historie om f.eks. tørveindustri, tekstilindustrien og plantagedrift.
Museet vil løbende lægge nye historier ind i takt med, at der dukker nyt op, så alle kan få mere indsigt i den viden, som vores område rummer.
I første omgang er det historielærere til elever i 8. til 10. klasse, samt gymnasielærere, der får gavn af den nye side og det store undervisningsmateriale, som netop er gjort tilgængeligt.
MIRAKLET PÅ HEDEN
Materialet hedder Miraklet på heden og blev skabt via en donation fra Axel Hansens Fond. Det har tidligere været tilgængeligt i en anden form. Nu har museet undervisningsansvarlige, Katrine Lewinsky Moestrup bearbejdet materialet og tilpasset det til de krav og forventninger, der er til undervisningsmaterialer i dag.
Så for lærere, der underviser elever i 8.-10. klasse og på gymnasierne, kan de nu frit gå ind i et univers, hvor en stor mængde kildemateriale om industrialiseringen er samlet. Axel Hansens Trikotagefabrik, og især en unik scrapbog med materiale fra 1952-1975, danner rammen for formidlingstilbuddet.