I denne tid vågner nisserne. Nisser er søde, men det er ikke altid, at deres drillerier og magi er godt for os mennesker. Tværtimod!
Især på museer er nisser faktisk et stort problem. De ødelægger nemlig museets arbejde ved at lave rod i tingene. I øjeblikket er der en hel sværm af mosenisser løs på Klosterlund Museum! Mosenisser er der fut i. Som navnet antyder, hører de til ved moser og søer, og de kan godt finde på at bytte rundt på årstal, lave vrøvlehistorier og sætte fedtede nissefingre i vores udstillinger.
Tag familien med og hjælp os med at opklare Det store nisseroderi. Når I har klaret opsporingen, får I et lod med i den store nisse-lodtrækning. Der er spændende præmier på højkant, bl.a. gaveposer med julevarer fra museet og kreative børnekits. Vi trækker lod om 3 gaveposer, og vinderne får direkte besked d. 19. december.
1. Tag hen på Klosterlund Museum i vores åbningstid: torsdage kl. 11-15 samt lørdage og søndage kl. 11-15.
2. Henvend dig til museumsværten og få udleveret en vejledning i nisse-oprydning.
3. Følg instruktionerne på din vej rundt i udstillingerne.
4. Når du har gennemført oprydningen, får du et lod med i den store nisse-lodtrækning.
Det er gratis at deltage i Det store nisseroderi, og der er gratis entré på Klosterlund Museum for alle.
Det store nisseroderi foregår på: Tekstilmuseet, Klosterlund Museum, Herningsholm Museum og Frilandsmuseet Herning.
Alle fire steder er nisserne og opklaringen forskellig. Vi har både tekstilnisser, slotsnisser, mosenisser og frilandsnisser! I er velkomne til at besøge flere steder, og få flere lodder med i lodtrækningen.
Vi glæder os til at se jer.
12.11.2022 - 20.11.2022
I museets åbningstid: Torsdag, lørdag og søndag kl. 11-15 samt særåbent d. 19.-20. november, kl. 10-16
Pris: Gratis
Kragelundvej 6A, 7442 Engesvang